Sommersejltur kreds 7 den 13. juni 2026
INVITATION TIL SOMMERTUR MED ALLE POLITIPENSIONISTER I SYDSJÆLLANDS OG LOLLAND-FALSTERS POLITIKREDS.
Lørdag d. 13. juni 2026 kl. 11:00 lægger vi fra land med turbåden Anemonen fra anløbsbroen ved Maribo Domkirke. Efter sejlturen er der fælles frokost på Oreby Kro.
Vi synes det er på tide at mødes med alle de gode kolleger fra vores aktive tid. En sejltur på en times tid (overdækket) og en efterfølgende frokost vil være et passende grundlag for at genopleve gode stunder, og blive lidt opdateret på, hvor vi nu er kommet til. Intet højtideligt, blot kollegial hygge. Din hustru eller samlever er selvfølgelig velkommen.
Vi byder ind til en fælles tur for hele kredsen. Det er, hvad sejlturen angår, ikke nogen udpræget billig fornøjelse, som ingen af os lokale foreninger kan magte, men hvis vi kommer alle, kan vi præsentere en ganske rimelig pris.
Derfor er denne invitations mål at forhøre os om interessen hos jer. Og derfor kommer invitationen til dig fra din lokale forening. Vi beder om at lokalformændene straks videresender invitationen til alle medlemmer med anmodning om din tilmelding til dem inden den 13. april 2026. Vi har så en forventning om at modtage en mail fra lokalforeningernes formænd senest den 14. april. Derefter vil vi straks afgøre, om udflugten kan realiseres, og du vil få besked.
Vi forsøger at arrangere en tur, hvor vi har båden for os selv, og med de tilskud lokalforeningerne plejer at donere, forventer vi helt klart at kunne matche den ordinære turpris på ca. kr. 150,- per person.
Og ja, vi er ude i meget god tid, men det skyldes alene, at vi allerede nu skal afgive bindende ordrer.
Tjek din kalender allerede nu, og sæt X ved den 13/6 til en interessant og hyggelig dag blandt kolleger.
Vi beder dig om hurtigt, og senest den 13/4 2026 at give et tilbagesvar på mail til sekretæren, om du/I gerne vil med.
Tjek straks kalenderen og giv en melding på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
De bedste hilsner
Bonnie Ludvigsen, Troels Haugsted & Finn Mogensen
